Urban Aktion #2: Byrumsopskrifter – uddeling

D. 1. december indtager Råderum igen byrummet med en urban aktion. Denne gang uddeles byrumsopskrifter med instruktioner om, hvordan man selv kan skabe sig et åndehul i byen.

Læs de fem første opskrifter her og del gerne ud af dine egne opskrifter her:

Læs og download de 5 første byrumsopskrifter her

PARK(ing) Day, Urban Morgenmad og Guerilla Gardening – mulighederne er mange, hvis man vil udfordre det konventionelle byrum! Nu laver Råderum en aktion, hvor alle interesserede byrumsaktivister får en hjælpende hånd. Ud fra en open source-tanke har Råderum i samarbejde med en række internationale og danske kunstnere og kunstnergrupper samlet fem opskrifter, der kan være med til at skabe et alternativt og mere åbent byrum.

Onsdag d. 1. december i tidsrummet 8-10 deler Råderum byrumsopskrifter ud til alle interesserede forbipasserende på Nørrebrogade ved Dronning Louises Bro. Herefter vil man kunne finde opskrifterne på hjemmesiden raaderum.nu, hvor man også vil kunne bidrage med egne byrumsopskrifter.

Flere opskrifter vil blive tilføjet løbende, ligesom Råderum løbende vil tage initiativ til urbane aktioner fra opskriftsamlingen som eksempelvis PARK(ing) Day og byrumsmøbel-workshops.