LANDSKAB

Fodspor

LANDSKAB.

Et tomt glaslokale i Røde Kors asylafdeling på Rosenørns Allé 31 forvandles til et midlertidigt udstillingsrum fra 1. december 2014.

Råderum er kurator på projektet og har peget på den danske kunstner Heidi Hove, som bliver den første kunstner til at indtage det lille rum.

Heidi har skabt udstillingen LANDSKAB, der tager form som en intervention inde i og foran bygningen.

LANDSKAB er inspireret af byrummet fra en fjern egn, hvor bevaring og beskyttelse af byens rum sker med de forhåndenværende ressourcer. En plante indhegnes af fyldte vandflasker, og huller i fortovet repareres ad hoc med cementfyldninger, der knap er størknet før ivrige fødder har sat varige spor i den bløde belægning. Når Heidi har bragt denne byrumsvariant med som souvenir til Danmark, sker det for at minde om, at selv på en kold og hård landjord efterlades der dybe spor.

Udstillingen går i dialog med rummets omgivelser, kommenterer på asylpolitiske tematikker og kredser om det at sætte spor i verden.

LANDSKAB ledsages af publikationen FOOTPRINTS.

Værket foran bygningen skaber Heidi Hove med hjælp fra fire børn fra Center Sandholm. Det sker mandag d. 1. december kl. 14.30 – 16.

Udstillingen kan ses fra Rosenørns Allé 31 på alle tider af døgnet fra 1. december 2014 til 12. januar 2015.

Fernisering: mandag d. 1. december 2014 kl. 16 til 18.

 

Logo_DK_Horisontalt_RGB