FORMIDLING

Foto: Anders Sune Berg

Foto: Anders Sune Berg

Råderum er inviteret af Statens Kunstfond og Kokkedal på vej – et boligsocialt kontor i Kokkedal, til at formidle Eva Kochs nye offentlige kunstværk: Skålen og Perlen.

Skålen og Perlen er en ny stedsspecifik installation til Holmegårds Plads i Kokkedal. Pladsen ligger midt i mellem en skole, et plejecenter, et indkøbscenter, cykelstier og en vej. Eva Koch har skabt en samlende plads der skifter udtryk i løbet af døgnet.

Værket udgøres af to konkrete fysiske dele og en billeddimension. En Skål belagt med hvid og grå marmorgrus, der giver overfladen et lyst, samlende og ensartet udtryk. Skulpturens andet element er en perle. I dagtimerne tager perlen sig ud som en skulptur, et hvidt og fremmedartet perlemorssmykke stående højt oppe på plejecentrets tag. Perlen indeholder en kraftig projektor, som i aften- og nattetimerne projicerer billeder af valmuer ned på pladsen. I tusmørke forvandler pladsen sig til en mark med valmuer, som et billede på nattens drømme.